Copyright@2018 All Right Reserved, Kondor Rejser
Ja. For de fleste rejsende er Peru et trygt land at besøge, når man rejser med omtanke og har planlagt sin rejse ordentligt.
Er Peru sikkert? Er det trygt at gå rundt i Cusco? Kan man rejse med børn? Hvad med kriminalitet? Og er det overhovedet en god idé at rejse til Peru lige nu?
Det er helt naturlige spørgsmål, når man planlægger en rejse til Peru – ikke mindst fordi man kan møde mange historier om kriminalitet og utryghed i både peruvianske medier og internationale nyheder.
Hos Kondor Rejser har vi et særligt udgangspunkt for at rådgive om sikkerhed i Peru. Vores medejer Boris Rojas er født i Peru og har arbejdet med turisme og rejser i landet i mere end 35 år. Sammen med vores lokale team i Cusco planlægger og gennemfører vi rejser for danske rejsende over hele landet.
Det betyder, at vi ikke kun kender Peru som turistdestination. Vi har også et indgående kendskab til de lokale forhold, transportmuligheder, destinationer og samarbejdspartnere, som er en vigtig del af en tryg og velfungerende rejse.
Peru er naturligvis ikke uden kriminalitet eller andre udfordringer. Men sikkerhedssituationen varierer betydeligt fra område til område, og det er vigtigt at skelne mellem de dele af landet, hvor der er alvorlige problemer, og de turistdestinationer, som de fleste danske rejsende besøger.
I denne artikel ser vi nærmere på, hvad du som turist konkret bør være opmærksom på; fra kriminalitet og transport til demonstrationer, trekking og rejser med børn.
Peru er et stort land, og sikkerhedssituationen er langt fra den samme overalt.
Der er stor forskel på Lima, de mindre byer, Andesbjergene, Amazonas og de områder, som de fleste turister besøger.
Noget af den kriminalitet, der fylder meget i de peruvianske medier, er koncentreret i Lima og andre større byområder samt bestemte udsatte kvarterer. Her kæmper myndighederne blandt andet med organiseret kriminalitet, afpresning, røverier og bandekriminalitet.
Det er alvorlige problemer for de mennesker, der bor i disse områder. Men det betyder ikke, at en turist, der rejser til Cusco og Machu Picchu, vil blive berørt af det.
Når man læser internationale overskrifter om kriminalitet i Peru, er det derfor vigtigt at se på, hvor kriminaliteten foregår. Ellers kan man let få et mere skræmmende billede af landet, end det de fleste turister faktisk møder.
Det betyder ikke, at man skal ignorere risikoen, men man skal blot være opmærksom på, hvor den er størst, og hvordan man bedst passer på sig selv.
De officielle rejsevejledninger er naturligvis et vigtigt sted at starte, når man planlægger en rejse.
Det danske Udenrigsministerium anbefaler, at rejsende til Peru er opmærksomme på deres personlige sikkerhed på grund af risikoen for kriminalitet og demonstrationer. Samtidig fremgår det, at de fleste danskere ikke har problemer under besøg i Peru. Hvilket er en vigtig nuance.
En rejsevejledning skal informere om mulige risici og hjælpe rejsende med at træffe velovervejede beslutninger. Den fortæller ikke nødvendigvis, hvordan en almindelig ferie i Peru kommer til at opleves.
Vores råd er altid at læse den aktuelle rejsevejledning inden afrejse, også selv om du rejser med en rejsearrangør. Situationen kan ændre sig, og det er vigtigt at have de seneste oplysninger.
For de fleste turister er den største praktiske risiko ikke den alvorlige organiserede kriminalitet, man læser om i nyhederne.
Det kan selvfølgelig være frustrerende at få stjålet sin telefon eller pung. Men det er noget andet end at blive involveret i den alvorlige kriminalitet, som findes i nogle af Perus udsatte områder.
Den slags tyveri og småkriminalitet findes i øvrigt også i mange andre lande, som danskere rejser til hvert år.
Som turist kommer man langt med almindelig omtanke. For det første er det en god ide helt at efterlade dyre ure og smykker hjemme i Danmark. Og hvis du står på et travlt marked i Lima eller Cusco med telefonen i hånden, tasken åben og værdierne synlige, gør du også dig selv til et lettere mål. Holder du øje med dine ting og er opmærksom på dine omgivelser, mindsker du risikoen betydeligt.
Lima er den del af Peru, hvor det er en god idé at være ekstra opmærksom.
Byen har millioner af indbyggere og store sociale og geografiske forskelle. Nogle områder er moderne, velbesøgte og fulde af hoteller, restauranter og turister, mens andre områder har betydeligt større sociale problemer og højere kriminalitet.
Som turist er der naturligvis ingen grund til at bevæge sig rundt i alle dele af byen.
Hvis du bor i et turistområde, bruger arrangeret transport og følger lokale råd, kan du sagtens opleve Lima på en tryg måde. Det gælder især de områder, hvor internationale besøgende normalt bor og opholder sig.
Det anbefales dog ikke at gå rundt sent om aftenen i kvarterer, man ikke kender. Det handler først og fremmest om at kende sine omgivelser og vælge transport og ruter med omtanke.
Hvis du besøger Lima som en del af en længere rundrejse, kan det være en fordel at få hjælp til både hotel, transfer og de første dage i byen. Det er også en del af den praktiske planlægning, vi hjælper vores kunder med hos Kondor Rejser.
For mange danskere er Cusco og Machu Picchu højdepunkterne på rejsen. Her er situationen anderledes end det billede, man nogle gange kan få af Peru gennem nyheder om kriminalitet.
Cusco er en international turistby, og Machu Picchu besøges hver dag af rejsende fra hele verden. Hvis du overvejer en rejse til Machu Picchu, er der derfor ikke grund til at lade generelle nyheder om kriminalitet i Peru afholde dig fra at rejse.
Turismen er en vigtig del af Cuscos økonomi, og byen har et stort netværk af hoteller, restauranter, guider, transportfirmaer og andre virksomheder, som hver dag arbejder med internationale besøgende. Det samme gælder området omkring Machu Picchu.
Det betyder selvfølgelig ikke, at man kan efterlade sine værdier uden opsyn eller færdes helt uden omtanke. Lommetyveri og mindre tyveri kan forekomme, ligesom i mange andre turistbyer
Men for en almindelig familie er der ikke grund til at være bange for at rejse til Cusco og Machu Picchu. Det er veletablerede turistdestinationer, som besøges af mennesker fra hele verden året rundt.
Vil du opleve Cusco, Den Hellige Dal og Machu Picchu på samme rejse? Det er netop nogle af de destinationer, vi kombinerer på vores rundrejser i Peru. Her sørger vi for transport, hoteller, udflugter og lokale guider, så du kan koncentrere dig om oplevelserne frem for logistikken
Der er også sket politiske ændringer i Peru i 2026.
Den nye regering har gjort borgernes sikkerhed og kampen mod kriminalitet til en af sine vigtigste prioriteter. Regeringen har blandt andet annonceret en mere offensiv indsats mod organiseret kriminalitet og ønsker at styrke politiets kapacitet, efterretninger, teknologi og samarbejdet mellem forskellige myndigheder.
Det er selvfølgelig ikke noget, der får kriminaliteten til at forsvinde fra den ene dag til den anden. Det vil tage tid, før de forskellige tiltag kan mærkes i hele landet.
Men sikkerhed og bekæmpelse af kriminalitet står højt på den politiske dagsorden, og regeringen har samtidig fokus på sikkerheden omkring turistsektoren.
Peru har gennem flere år haft en særlig indsats for at beskytte turister.
Gennem Red de Protección al Turista samarbejder turistmyndigheder, politi og andre offentlige institutioner om at forebygge problemer og hjælpe besøgende. Der findes blandt andet en særlig turistpoliti-funktion og en officiel app, hvor turister kan få hjælp fra politiet.
Mincetur arbejder desuden på regionalt plan med henblik på beskyttelse af turister og har fortsat fokus på sikkerheden på landets turistdestinationer.
Og alle disse tiltag giver god mening. Turismen er nemlig en vigtig del af Perus økonomi, og gode og trygge forhold på de vigtigste turistdestinationer er afgørende for landets turisme.
De fleste sikkerhedsråd er ret enkle.
Lad være med at gå rundt med alle dine penge, kreditkort og dokumenter på dig.
Tag kun det med, du har brug for, og brug hotellets sikkerhedsboks, hvis der er en.
Det er også en god idé at have digitale kopier af pas, forsikringsoplysninger og andre vigtige dokumenter.
Mobiltelefoner er blandt de ting, som tyve ofte går efter.
Vær særlig opmærksom, når du står ved en trafikeret gade, går gennem en menneskemængde eller bruger telefonen tæt på en åben bildør.
Det betyder naturligvis ikke, at du skal lade kameraet blive hjemme. Peru er et land, hvor der er masser at fotografere. Brug blot telefonen med samme omtanke, som du ville gøre andre steder, hvor der er mange mennesker.
Hvis du ikke kender et område, så spørg hotellet eller din lokale guide, om det er et sted, hvor det er en god idé at gå rundt om aftenen.
Hvis du har været ude sent, er det bedre at bruge en anbefalet taxa eller arrangeret transport end at gå langt gennem ukendte områder.
På vores rejser har du desuden lokale kontaktpersoner, som kan hjælpe, hvis du er i tvivl om transport, områder eller praktiske forhold undervejs.
Ja, men det er en god idé at vælge transport med omtanke.
Der findes mange taxafirmaer i Peru, og kvaliteten varierer. Især i de større byer er der forskel på en professionel transporttjeneste og en tilfældig taxa, man stopper på gaden.
Som udenlandsk rejsende er det derfor bedst at bruge:
I Lima findes flere app-baserede taxitjenester og forskellige lokale transporttjenester.
Ved ankomst til Lima er det en god idé at have transporten fra lufthavnen arrangeret på forhånd. Det gør ankomsten lettere og betyder, at du ikke behøver stå udenfor og vælge mellem de forskellige chauffører, der tilbyder en tur.
Det er også derfor, vi hos Kondor Rejser inkluderer lufthavnstransfers i vores pakkerejser. Når man har fløjet langt og ankommer til et nyt land, er det rart at vide, hvem der står og venter, og hvor man skal hen.
Hvis du rejser gennem Lima på egen hånd, bør du altid kontrollere bilens og chaufførens oplysninger i appen, inden du sætter dig ind.
I Cusco og Arequipa er app-baserede taxaer også blevet en almindelig del af hverdagen.
Bruger du en taxiapp, bør du stadig kontrollere nummerpladen og chaufførens oplysninger, inden du stiger ind.
Det kan man naturligvis også. Taxaer er en helt almindelig del af hverdagen i Peru.
Hvis du ikke kender byen, er en bestilt taxa eller en anbefalet chauffør dog normalt det nemmeste valg.
Tager du en taxa direkte fra gaden, bør du aftale prisen, inden turen begynder. Det kan også være en god idé at spørge hotellet eller din guide, hvad en normal pris for turen er.
Det betyder ikke, at alle almindelige taxaer er dårlige eller usikre. Som turist har du bare sværere ved at vurdere chaufføren og bilen, når du tager den første taxa, du ser.
Peru er et bjergland, og mange veje er meget anderledes end de veje, vi kender fra Danmark.
Nogle ruter går gennem dybe dale og over høje bjergpas. Derfor handler sikker transport ikke kun om kriminalitet, men også om vejforhold, vejr, trafik og chaufførens erfaring.
På længere ture anbefaler vi at bruge etablerede busselskaber eller professionelle private chauffører.
Det er en af de ting, vi tager os af, når vi planlægger en rejse til Peru. Vi vælger transport ud fra ruten, forholdene og den enkelte rejse – og ikke bare ud fra, hvad der er billigst.
Hvis du rejser med en lokal arrangør, er det samtidig en fordel, at arrangøren følger forholdene på vejene og kan ændre planerne, hvis en rute bliver lukket.
Demonstrationer og strejker er en del af det politiske liv i Peru. De kan blandt andet opstå på grund af utilfredshed med regeringen, priser, lokale forhold eller politiske beslutninger.
For turister er det normalt ikke selve demonstrationen, der er det største problem. Det kan derimod være de praktiske konsekvenser.
En demonstration kan for eksempel føre til, at en vej bliver blokeret, hvilket kan give forsinkelser for busser, private transfers, tog eller anden transport.
Derfor er det vigtigt at følge situationen lokalt. Hvis der foregår en demonstration i nærheden, bør man holde afstand og følge råd fra lokale myndigheder eller sin rejsearrangør.
Der er ingen grund til at gå hen for at se, hvad der sker.
Det er netop i sådanne situationer, at lokal tilstedeværelse kan gøre en forskel.
Hos Kondor Rejser har vi et lokalt team i Cusco, som følger udviklingen i Peru og hjælper vores rejsende under opholdet. Hvis der opstår en vejspærring, ændrede transportforhold eller andre uforudsete situationer, kan vi derfor reagere lokalt i stedet for at forsøge at løse problemet fra Danmark.
Det er en vigtig del af den service, vi tilbyder vores kunder.
Ja, men på en trekkingtur er det typisk andre forhold end kriminalitet, man skal være opmærksom på.
Her handler sikkerheden især om højden, vejret, fysisk form, bjergterræn, dehydrering og højdesyge.
Peru har fantastiske vandreruter, men Andesbjergene skal tages alvorligt. Inkastien til Machu Picchu er en af de mest kendte vandreruter i landet, og også her er det vigtigt at være ordentligt forberedt på højden, vejret og terrænet.
På mange almindelige busrejser kommer man op omkring 4.400 meters højde, mens vejen mellem Colca Canyon og Arequipa på det højeste punkt når omkring 4.910 meter.
Derfor bør man ikke planlægge en krævende trekkingtur lige efter ankomsten til Cusco. Kroppen skal have tid til at vænne sig til højden.
Disse ting er også noget, vi i høj grad tager højde for, når vi sammensætter vores rejser. Rækkefølgen af destinationerne er ikke tilfældig. Vi planlægger blandt andet med højdetilvænning for øje, så kroppen får mulighed for gradvist at vænne sig til Andesbjergene.
Hvis du gerne vil kombinere en klassisk Peru-rejse med trekking, kan vi hjælpe med at finde en rejseform, der passer til jer.
Læs mere om vores rejser til Machu Picchu og Inkastien.
Det er især en fordel, hvis du gerne vil have trekking, hoteller, transport og øvrige oplevelser til at hænge sammen i én samlet rejse.
Peru er også et fantastisk land til rafting, mountainbiking og andre adventure-aktiviteter. Her bør sikkerhed og erfaring veje tungere end prisen, når man vælger arrangør.
Ved rafting skal arrangøren kunne vurdere floden og vandstanden på dagen. Forholdene kan ændre sig hurtigt, især efter kraftig regn. En ansvarlig arrangør vil derfor nogle gange ændre ruten, udskyde turen eller helt aflyse, hvis forholdene ikke er forsvarlige.
Det samme gælder mountainbiking. Mange ruter går gennem Andesbjergene på smalle bjergveje og ujævne stier, hvor terræn, vejr og trafik kan ændre forholdene.
Gode cykler, ordentligt sikkerhedsudstyr og guider, der kender ruten, er derfor vigtige.
Det kan selvfølgelig være ærgerligt, hvis en aktivitet bliver ændret eller aflyst, fordi forholdene ikke er gode nok. Men det er netop i den slags situationer, at en erfaren arrangør skal sætte sikkerheden først.
Hos Kondor Rejser vælger vi vores lokale guider og samarbejdspartnere med samme omhu som vores hoteller og transportører. Vi vil hellere ændre en aktivitet end gennemføre den under forhold, vi ikke vurderer som forsvarlige.
Ja. Mange familier rejser til Peru, og landet kan være en fantastisk destination for børn.
Det kræver dog lidt mere planlægning end en rejse uden børn.
Man behøver ikke forsøge at opleve hele Peru på 10 dage. For mange familier vil det være bedre at vælge færre destinationer, have lidt mere tid hvert sted og sørge for gode pauser undervejs.
Hvis I rejser til Cusco og andre destinationer i Andesbjergene, skal I også tage højden alvorligt. Børn kan blive påvirket af højden ligesom voksne.
Start roligt, sørg for væske og hvile, og søg lægehjælp, hvis barnet får tydelige eller alvorlige symptomer.
Ved adventure-aktiviteter skal man naturligvis følge arrangørens alders- og sikkerhedskrav.
Vi hjælper gerne med at tilpasse en Peru-rejse til en familie. Det kan for eksempel betyde færre lange transportdage, ekstra tid i enkelte byer eller aktiviteter, der passer til børnenes alder.
Når man taler om sikkerhed i Peru, tænker mange først på kriminalitet.
Men hvis rejsen omfatter trekking, rafting, mountain biking eller ophold langt inde i Amazonas, er det ofte naturen, man skal have størst respekt for.
Peru har meget høje bjerge, stærke floder, jungle, jordskred og store klimaforskelle. Vejret kan ændre sig hurtigt i Andesbjergene, og i regntiden kan kraftig regn påvirke både veje og vandrestier.
Derfor er det vigtigt at planlægge efter årstiden og være indstillet på, at et program nogle gange må ændres på grund af lokale forhold.
Det er også her, lokal erfaring bliver vigtig. Når vi planlægger en rejse, ser vi ikke kun på, hvilke steder der er spændende at besøge. Vi ser også på, hvordan destinationerne bedst kan kombineres, hvornår på året de bør besøges, og hvordan transporten mellem dem fungerer.
Er du i tvivl om, hvornår du skal rejse, kan vi også hjælpe dig med at vælge tidspunkt ud fra den rejse, du drømmer om. En rejse, der primært handler om Machu Picchu og kultur, kan planlægges anderledes end en rejse med flere dages trekking eller et længere ophold i Amazonas.
Peru kan besøges hele året, men det bedste tidspunkt at rejse til Peru afhænger af, hvad du gerne vil opleve.
Hvis rejsen først og fremmest handler om længere vandreture i Andesbjergene, er maj til september normalt en god periode. Her er vejret ofte tørrere og mere stabilt i bjergene.
November og december kan også være gode måneder til kortere vandreture og sightseeing, selv om vejret bliver mere ustabilt.
Januar til marts er den periode, hvor vi generelt anbefaler større forsigtighed, hvis hovedformålet er længere trekking i Andesbjergene, fordi det er midt i regnsæsonen og der kan opstå kraftig regn.
Det betyder ikke, at man ikke kan rejse til Peru på denne tid af året. Lima, kysten og mange andre dele af landet kan stadig besøges. Det vigtigste er at planlægge efter den enkelte destination.
Ja. Det er vigtigt ikke at betragte hele Peru som ét område, når man vurderer sikkerheden.
Der findes områder, som udenlandske myndigheder fraråder rejser til eller anbefaler særlig forsigtighed i. Det gælder blandt andet dele af VRAEM-området, hvor der er problemer med organiseret kriminalitet og narkotikarelateret kriminalitet.
VRAEM ligger langt fra de normale turistområder. Det er derfor vigtigt at skelne mellem situationen i disse afsidesliggende områder og de destinationer, som almindelige turister besøger.
Det gælder blandt andet Tambopata og Manu, som ligger i Amazonas og er etablerede rejsemål for turister. Disse områder ligger ikke i VRAEM og er ikke en del af de områder, der forbindes med den type kriminalitet.
Hvis du planlægger at rejse langt uden for de normale turistdestinationer, bør du altid undersøge den aktuelle situation og vælge en lokal arrangør med godt kendskab til området.
Det er altså vigtigt ikke at lade problemer i enkelte afsidesliggende områder give et billede af hele Peru.
Nej – men man skal være forberedt.
Peru er ikke et land, hvor man behøver at gå rundt og være nervøs under hele rejsen. Tværtimod.
Du kan gå rundt på Plaza de Armas i Cusco, spise middag på en restaurant, tage toget til Machu Picchu, vandre i Andesbjergene, sejle på en flod i Amazonas og møde mennesker, der er stolte af at vise deres land frem.
Det er ikke meget anderledes end de forholdsregler, man bør tage på mange andre rejser.
Hvis du stadig er lidt i tvivl om, hvordan det hele skal hænge sammen, er det netop her, en erfaren rejsearrangør kan være en fordel.
Peru er et land, hvor afstandene er store, højdeforskellene betydelige og transporten ikke altid er lige enkel. Samtidig er der stor forskel på, hvordan en rejse opleves, afhængigt af hvilke hoteller, guider, chauffører og lokale samarbejdspartnere man vælger.
Hos Kondor Rejser er vi en dansk-peruviansk rejsearrangør, og vores lokale tilstedeværelse er en vigtig del af den måde, vi arbejder på.
Vi udvælger selv vores hoteller, guider og chauffører og planlægger rejserne ud fra vores erfaring med landet. Vores rejser kan være private eller foregå i små grupper, og vi hjælper også med at tilpasse rejserne til familier, par og mindre selskaber.
Og hvis noget uventet sker undervejs, har du ikke kun et dansk telefonnummer at ringe til. Vi har vores lokale kontor i Peru, som kan hjælpe med at løse problemet lokalt.
Det er ikke en garanti for, at alt altid går efter planen. Den garanti kan ingen rejsearrangør give. Men det betyder, at vi står klar til at hjælpe, hvis planen pludselig skal ændres.
Ja. Peru er generelt et trygt land at rejse i, når man rejser med en god plan, tager normale forholdsregler og er opmærksom på sine omgivelser. Der findes kriminalitet og perioder med demonstrationer og strejker, men risikoen varierer meget fra område til område. De fleste turister, der rejser til populære destinationer som Cusco, Den Hellige Dal og Machu Picchu, gennemfører deres rejse uden større problemer.
Peru er et stort land, og sikkerheden varierer fra område til område.
Med en god rejseplan, professionelle lokale samarbejdspartnere og almindelig omtanke kan du opleve Peru på en tryg og afslappet måde.
Vores vigtigste råd er derfor enkelt:
Rejs ikke til Peru med frygt. Rejs med respekt, nysgerrighed og almindelig sund fornuft.
Og hvis du gerne vil opleve landet uden selv at skulle stå for alle detaljer om transport, hoteller, udflugter og lokale guider, kan en pakkerejse være en god løsning.
Hos Kondor Rejser tilbyder vi både færdige rundrejser og rejser, der kan tilpasses jeres ønsker.
Du kan for eksempel opleve Machu Picchu, Cusco og Den Hellige Dal, kombinere Andesbjergene med Amazonas, besøge Titicacasøen og Colca Canyon eller sammensætte en længere rejse, hvor flere af Perus højdepunkter indgår.
Se vores rundrejser i Peru.
Er du ikke sikker på, hvilken rejse der passer til dig? Kontakt os og så hjælper vi dig med at finde den rigtige kombination af destinationer, oplevelser – helt efter dine helt særlige ønsker.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Kondor Rejser organiserer på den ene side kulturelle rejser til Peru, individuelle såvel som grupperejser. Oplev og bliv fascineret af landets kultur, historie og kulinariske verden. På den anden side arrangerer vi aktiv-rejser ud i Perus bjergtagende natur kombineret med besøg på seværdige steder. Få en oplevelse for livet! Rejs med os til mangfoldige Peru!
Telefon: +45 50540204
Email: Kontakt
Telefon åben: Man-Fre Kl. 9.00-14.00
CVR-nr.: 36455853
Copyright@2018 All Right Reserved, Kondor Rejser