...
Komplet Rejseguide til Machu Picchu for turister

Machu Picchu guide?

Højt oppe i Andesbjergene i Peru ligger en af verdens mest kendte oldtidssteder. Machu Picchu får hvert år besøg af over en million mennesker – og det er ikke uden grund. Hvis du besøger denne historiske inka-fæstning fra 1400-tallet, så kan du se vilde bjergudsigter, imponerende stenhåndværk og et glimt af en civilisation, der forsvandt for flere hundrede år siden.

Oversigt

De fleste kender Machu Picchu som “Inkaernes glemte by”. Men den gemmer på så meget mere end bare en mystisk historie. Hvis du vil besøge byen, så vil du nok gerne høre lidt om billetter, transport, vejr og hvad du kan forvente, når du ankommer.

I denne guide finder du derfor alt, hvad du behøver for at planlægge din rejse til Machu Picchu. Du får at vide, hvordan du kommer dertil fra Cusco, hvornår det er bedst at tage afsted, hvilke billetter du skal købe, og hvilke dele af ruinerne du bare ikke må gå glip af. Vi deler også en håndfuld praktiske tips, der både kan spare dig tid og penge.

Uanset om du vil vandre ad den berømte Inkasti eller tage toget fra Cusco, finder du i denne guide den information, du har brug for. Det kræver lidt planlægning at besøge Machu Picchu – men det er uden tvivl det hele værd. At stå midt i ruinerne fra inkatiden, omgivet af skyer og stejle bjergtoppe, er en oplevelse, man ikke lige glemmer.

Er du klar til at begynde at planlægge din tur til Perus mest kendte arkæologiske sted? Her får du et overblik over, hvorfor Machu Picchu er så specielt – og hvordan du selv kan opleve det.

Machu Picchu vinduer

Machu Picchu – det vigtigste at vide

Machu Picchu er en inkaby fra 1400-tallet i Perus Andesbjerge. De lokale har altid kendt til den, men det var Hiram Bingham, der gjorde stedet kendt for resten af verden i 1911. Byen ligger 2.430 meter over havets overflade, over Den Hellige Dal.

Inkaerne byggede Machu Picchu omkring år 1450 under Inkakongen Pachacuti. De forlod stedet cirka 100 år senere, da spanierne kom. Fordi byen lå godt skjult, blev den aldrig ødelagt.

Read more

Forskere tror, det både var et kongeligt tilflugtssted og et religiøst center. Stenhuggerarbejdet er så præcist, at det viser, at det blev bygget til adelen og ceremonier. Der er templer, boliger, lagerrum og terrasser til landbrug – alt sammen bevis på deres tekniske evner, der var forud for deres tid.

Placeringen blev var ikke en tilfældighed. For byen er beskyttet af naturen og har god udsigt til himlen, som havde stor betydning i inkaernes religion og landbrug.

I dag er Machu Picchu Perus mest besøgte turiststed, og det er på UNESCOs verdensarvsliste. Der må kun komme 2.500 besøgende om dagen for at beskytte stedet, så det er vigtigt at planlægge i god tid.

Stenbygningerne er så præcist sat sammen, at man ikke brugte mørtel. Selv efter 500 år og flere jordskælv står de stadig – det er virkelig imponerende.

Sådan kommer du til Machu Picchu

Hvordan kommer man til Machu Picchu?

Du kan ikke bare køre til Machu Picchu. Den gamle by ligger højt oppe på en bjergkam, og der er ingen veje direkte dertil. Du skal planlægge din rute nøje, og det tager som regel en hel dag at komme frem.

Rejsen starter i Cusco, den nærmeste større by til Machu Picchu. De fleste internationale rejsende flyver først til Lima og tager derefter et indenrigsfly til Cusco. Flyveturen fra Lima til Cusco tager cirka 1 time og 20 minutter.

Cusco ligger i 3.400 meters højde, og mange bliver påvirket af højden, når de ankommer. Det er en god idé at blive i Cusco mindst én dag, før du rejser videre mod Machu Picchu. Det giver kroppen tid til at vænne sig til højden og mindsker risikoen for højdesyge.

To togselskaber kører fra Cusco-området til Aguas Calientes, byen under Machu Picchu: Peru Rail og Inca Rail. De tilbyder forskellige serviceniveauer og priser.

De fleste tog kører fra Ollantaytambo, som ligger cirka to timer i bil fra Cusco. Nogle tog kører fra Poroy, som ligger tættere på Cusco, men med færre afgange. Togturen fra Ollantaytambo til Aguas Calientes tager cirka halvanden time.

Togbilletter koster mellem 60 og 400 dollars pr. person pr. vej, alt efter hvilken klasse du vælger. De billigste har enkle sæder, mens hvis du vælger de dyreste, så får du måltider og store panoramavinduer. Bestil dine billetter flere uger i forvejen – især fra maj til september, hvor der er flest besøgende.

Den billigste måde at komme til Machu Picchu på koster omkring 18 dollars i alt – men det tager næsten en hel dag. Det er et godt valg for rejsende med stramt budget, som ikke har noget problem lange ture.

Først tager du en lokal minibus fra Cusco til Santa Maria for cirka 10 dollars. Turen tager omkring 6 timer via bjergveje. Fra Santa Maria tager du en ny minibus til Santa Teresa for 5 dollars. Det tager 1-2 timer. Derefter tager du endnu en minibus til togstationen ved Hydroelectrica for 3 dollars.

Fra Hydroelectrica kan du gå til Aguas Calientes i stedet for at tage det dyre tog. Gåturen tager cirka 3 timer langs togskinnerne. Du følger Urubamba-floden gennem en smuk dal med skovklædte bjergsider. Stien løber ved siden af togspor.

Fra Aguas Calientes tager du en bus i 25 minutter op ad den snoede bjergvej til indgangen til Machu Picchu. Busserne kører med et par minutters mellemrum fra kl. 5.30 om morgenen. Turen koster cirka 12 dollars hver vej.

Du kan også gå op ad stien i stedet, men den er stejl og tager mellem 1 og 2 timer. De fleste tager bussen op og går ned igen, hvis de vil vandre lidt.

Ture til Machu Picchu

Ture til Machu Picchu

Der er flere guidede ture, der fører dig til Machu Picchu via forskellige ruter og oplevelser. De fleste af dem klarer tilladelser, mad og guider, så du ikke selv skal tænke på det.

Den klassiske Inka Trail findes i 2-, 4- og 5-dages versioner. Den mest populære er 4-dages turen, som slutter med en virkelig flot solopgang ved Machu Picchu gennem Solporten.

Klik her for at lære mere om vores ture på Inkastien.

Salkantay-ruten tager 4 eller 5 dage og går gennem meget forskelligt terræn. Du passerer smukke sneklædte bjerge, tropisk skov og små landsbyer, før du når frem til Machu Picchu.

Lares-turene varer typisk 4-5 dage og varierer fra lette til krævende ruter. Her får du en meget autentisk oplevelse, da du møder det lokale samfund og landsbyer i Den Hellige Dal, hvor man stadig væver på traditionel vis.

Klik her for at lære mere om vores Lares vandreture!

Disse ture blander flere aktiviteter som mountainbike, rafting, ziplining og trekking. Du får lidt af det hele, inden du besøger Machu Picchu.

Lær mere om vores såkaldte Inca Jungle-tur!

Den komplette guide til Perus glemte inkaby

Hvornår er det bedst at besøge Machu Picchu?

Peru har to hovedsæsoner, som har betydning for din oplevelse af Machu Picchu. Den tørre sæson varer fra maj til september, mens regntiden er fra oktober til april.

Det bedste vejr finder du i den tørre sæson. Her får du klar himmel, mindre regn og bedre udsigt, så dine billeder ser fantastiske ud. Dagtemperaturerne ligger omkring 21-24 grader, mens det kan falde til 5-7 grader om natten.

Men tør sæson betyder også flere turister. Fra juni til august er der flest besøgende, og billetterne bliver ofte udsolgt flere måneder før. Du skal regne med lange køer til busserne og mange mennesker ved de populære udsigter.

I regnsæsonen regner det ofte om eftermiddagen, og bjergene er dækket til af skyer. Nogle dage kan du slet ikke se Machu Picchu tydeligt på grund af tåge. Stierne kan også være glatte og mudrede.

Alligevel har regnsæsonen sine fordele. Der er færre turister, og stedet føles mere roligt. Naturen omkring Machu Picchu bliver også grønnere og mere frodig. Hoteller og ture er ofte billigere i denne periode.

Januar og februar er de mest regnfulde måneder, hvor der kan komme kraftige byger. I marts og april bliver regnen mildere, og temperaturen stiger en smule.

Et godt kompromis er at rejse i mellemsæsonen — april til juni og september til november. Her får du mildt vejr, færre turister og lavere priser – ikke helt tosset, vel? April og oktober er især gode måneder, hvor der er en fin balance mellem vejret og antal besøgende. Maj og september byder på klart vejr og moderate menneskemængder – lige før og efter højsæsonen.

Machu Picchu by Peru

Hvad er bedst – morgen eller eftermiddag på Machu Picchu?

Det afhænger af, hvad du ønsker.

Hvis du gerne vil opleve Machu Picchu tidligt på dagen og måske være blandt de første besøgende, er det en god idé at overnatte i Aguas Calientes natten før. Så kan du tage en af de første busser op til Machu Picchu.

Hvis du gerne vil undgå de travleste tidspunkter, kan et besøg om eftermiddagen være interessant. Du kan tage toget fra Cusco, Ollantaytambo eller Urubamba om morgenen, ankomme til Aguas Calientes og fortsætte direkte til Machu Picchu.

Hvis du gerne vil gå Huayna Picchu eller Machu Picchu Mountain, kan en tidlig togafgang være den bedste løsning. Du gennemfører vandreturen om formiddagen og bruger derefter eftermiddagen på selve Machu Picchu.

Hvis du gerne vil kombinere Machu Picchu med Huayna Picchu eller Machu Picchu Mountain, bør du planlægge transporten lidt anderledes.

Her kan det være en fordel at tage toget meget tidligt fra Cusco, Ollantaytambo eller Urubamba, så du kommer til Aguas Calientes i god tid.

Du kan derefter tage bussen op til Machu Picchu og gennemføre vandreturen på det tidspunkt, der står på din billet. Når vandreturen er færdig, kan du fortsætte med dit besøg på Machu Picchu om eftermiddagen.

Det kan være en rigtig god løsning, fordi du på den måde kombinerer vandreturen med et længere besøg på selve Machu Picchu i stedet for at forsøge at nå det hele på få timer.

Hvis du eksempelvis har en billet til Huayna Picchu eller Machu Picchu Mountain med vandring omkring kl. 9, skal du sørge for at være ved Machu Picchu i god tid før dit tidsvindue.

Husk, at vandreruterne har deres egne adgangstider og billetter, så toget skal altid vælges ud fra tidspunktet på din Machu Picchu-billet – ikke omvendt.

Billetter og booking til Machu Picchu

Machu Picchu billetter 2026–2027

Machu Picchu billetter og ruter

Du kan ikke bare møde op ved Machu Picchu og købe billet ved indgangen. Alle billetter skal købes online på forhånd via den officielle regeringshjemmeside køb Billeter til Machu Picchu. Systemet er lavet for at styre antallet af besøgende og beskytte stedet.

Opdelt i 4 under-ruter. Pris: 45-55 USD. Tidsgrænse: 2,5 til 7 timer. Dækker den øvre del af Machu Picchu med mulighed for vandreture.

Rute A – Machu Picchu Mountain

En 3-timers tur frem og tilbage til 3.082 meters højde. Du får udsigt over hele området. Mindre travl end Huayna Picchu. Koster 200 soles (55 USD) og kræver en separat billet.

Rute B – Øvre Terrasse

En kort og nem sti til udsigtspunkterne. Perfekt til billeder og familier. 2,5 timers grænse.

Rute C – Solporten (Inti Punku)

Kun åben i højsæsonen. Følg Inka-stien til den gamle indgang. 4 timers grænse.

Rute D – Inka-broen

En skjult sti bygget ind i en klippe. Du må ikke krydse broen. 3 timers grænse.

Opdelt i 2 under-ruter. Pris: 152 soles (42 USD). Tidsgrænse: 2,5 timer.
Den eneste rute, der går gennem selve ruinerne. Du ser de historiske templer, ceremonipladser og centrale bygninger.

Rute A – Klassisk

Inkluderer Condor-templet, Den Hellige Sten, Vand-spejle og Stenbruddet. God til dem, der vil tæt på den fantastiske historie.


Rute B – Nedre Terrasse

Ligner den klassiske rute, men springer nogle udsigtspunkter over. Du ser stadig de vigtigste ruiner og fotosteder.

*Bestil tidligt – denne rute er populær og bliver hurtigt udsolgt.

Opdelt i 4 under-ruter. Pris: 45-55 USD. Tidsgrænse: 2,5 til 7 timer. Dækker den nedre del af Machu Picchu, hvor der er gode vandreruter.

Rute A – Huayna Picchu Mountain

Smal og stejl sti til toppen, man ofte ser på billeder. Inkluderer adgang til Månetemplet og regnskov. Pris: 200 soles. Tidsgrænse: 6 timer.

Rute B – Nedre Machu Picchu

Nem rute gennem Soltemplet og Vand-spejlene. Giver ikke adgang til øvre terrasse.


Rute C – Den Store Hule

Sæsonbestemt vandretur til Månetemplet. Rolig og afsides. For erfarne vandrere.


Rute D – Huchuy Picchu Mountain

Kort tur med udsigt over citadellet. God og rolig mulighed, hvis du ikke vil gå for langt. Bestil tidligt – denne rute er også populær.


Rute C og D er kun åbne fra juni til oktober.

Studerende under 25, med et gyldigt internationalt studiekort, får 50 % rabat på billetten. Du skal både vise kortet, når du køber online og ved indgangen. Rabatten gælder for alle billettyper.

Soltemplet Machu Picchu guide

Hvad du kan se i Machu Picchu

Machu Picchu dækker omkring 32.000 hektar, men selve ruinerne ligger samlet på et lille område, som du kan gå igennem på 2-3 timer. Stedet er delt op i forskellige sektioner, der hver især havde en funktion i Inkaernes samfund.

Hovedpladsen adskiller den urbane del fra landbrugsterrasserne. Det store græsareal blev sandsynligvis brugt til ceremonier, og så giver det en god oversigt over hele stedet – perfekt til at tage billeder.

Soltemplet ligger mod øst og har vinduer, der passer perfekt med solopgangen ved vintersolhverv. Under templet finder du den kongelige grav, hvor du kan se noget af det fineste stenhuggeri fra Inkaerne.

Intihuatana-stenen ligger på det højeste punkt i den urbane del. Navnet betyder “solens tilbindingspæl” på quechua. Inkaerne brugte stenen, som et astronomisk værktøj til at følge solens bevægelse gennem året.

Rummet med de tre vinduer har – som navnet siger – tre store trapezformede vinduer, der vender mod øst. De symboliserer de tre verdener i Inkaernes tro: underverdenen, jorden og himlen. Stenene er så præcist sat sammen, at man ikke kan få en kniv imellem dem.

Landbrugsterrasserne dækker den vestlige bjergside. De trinvise niveauer beskyttede mod erosion og skabte grobunden til at kunne dyrke majs, kartofler og quinoa. Hver terrasse havde sit eget vandingssystem – og mange af dem fungerer stadig i dag.

Vandremuligheder inde i Machu Picchu-området

Huayna Picchu, Huchuy Picchu og Machu Picchu Mountain

Udover at gå rundt i selve ruinerne, kan du også tage på to krævende vandreture, som giver nye vinkler på det gamle citadel. Begge ruter kræver separate billetter, og der er begrænsede pladser hver dag.

Huayna Picchu er det høje, spidse bjerg, du ser på de fleste billeder af Machu Picchu. Turen tager 1-2 timer hver vej og du går ad smalle, stejle stier på ægte, originale inkasten. Der er metalwirer på de mest udsatte steder tæt på toppen.
Hvis du har højdeskræk, kan stien virke lidt ubehagelig, men den er generelt sikker. Fra toppen får du en vild udsigt ned over hele Machu Picchu – der forstår du også, hvorfor Inkaerne valgte netop dette fantastiske sted.
Kun 400 personer må gå op om dagen, fordelt på to starttidspunkter: kl. 7 og kl. 10. Du skal booke billetterne flere måneder i forvejen, især i tør-sæsonen.

Machu Picchu-bjerget ligger bag selve ruinerne og byder på en længere, men mere jævn opstigning. Hele turen tager 2-3 timer tur/retur og er cirka 3 kilometer lang. Den er ikke lige så stejl som Huayna Picchu, men det kræver stadig, at du er i god form.

Her er færre mennesker, så det er et godt valg, hvis du vil have en roligere oplevelse. Fra toppen får du en bred og vidunderlig udsigt over dalene og bjergene omkring. Du kan også se Urubamba-floden sno sig gennem dalen.

Stien er bredere og føles ikke lige så udsat som Huayna Picchu. Det er en god mulighed, hvis du vil op i højderne, men ikke er til smalle og stejle stier.

Huchuy Picchu er den mindre bjergtop ved siden af Huayna Picchu. Navnene minder om hinanden, men vandringerne er forskellige.

Huchuy Picchu er interessant for dig, der gerne vil have en kortere bjergvandring og en anderledes udsigt over Machu Picchu.

Begge vandreture kræver, at du er i rimelig god form. De anbefales ikke, hvis du har hjerteproblemer eller lider af slem højdeskræk. Højden på cirka 2.400 meter gør al fysisk aktivitet mere krævende end ved havniveau.

Brug gode vandresko med godt greb. Trinene i sten kan være glatte, især efter regn. Tag vand og snacks med, men vær opmærksom på, at store rygsække ikke er tilladt i vandreområderne.

Hotel i Machu Picchu

Skal man overnatte i Aguas Calientes?

Nej, du behøver ikke at overnatte i Aguas Calientes – men for mange rejsende er én overnatning en rigtig god løsning. Det afhænger især af, om du vil besøge Machu Picchu om morgenen eller om eftermiddagen, og om du ønsker at tage en af vandreruterne op på Huayna Picchu eller Machu Picchu Mountain.

Du har flere muligheder, og der er ikke én løsning, der passer til alle.

Hvis du gerne vil have god tid til Machu Picchu, er det en fordel at overnatte i Aguas Calientes, byen lige neden for Machu Picchu.

Du kan tage toget fra Cusco, Urubamba eller Ollantaytambo om dagen, ankomme til Aguas Calientes, checke ind på dit hotel og besøge Machu Picchu enten samme eftermiddag eller næste morgen.

En anden mulighed er at overnatte i Aguas Calientes før dit besøg og tage bussen op til Machu Picchu tidligt næste morgen. Det giver dig mulighed for at være blandt de første besøgende og derefter vende tilbage til byen, spise frokost og tage toget videre til Cusco eller Den Hellige Dal.

Denne løsning anbefaler vi især til familier, par og rejsende, der gerne vil opleve Machu Picchu uden at skulle skynde sig.

Du behøver heller ikke at overnatte i Aguas Calientes, men vi anbefaler det.

Hvis dit hotel ligger i Den Hellige Dal, for eksempel i Urubamba eller Ollantaytambo, kan du tage toget om morgenen til Aguas Calientes og besøge Machu Picchu om eftermiddagen. 

Om morgenen kan du tage det tidlige tog fra Ollantaytambo eller Urubamba til Aguas Calientes. Når du ankommer, fortsætter du med bussen op til Machu Picchu og bruger eftermiddagen på at udforske området.

Fordelen er at eftermiddagen kan også være et godt tidspunkt at besøge Machu Picchu, hvis du gerne vil undgå de største grupper, der typisk besøger stedet tidligere på dagen. Antallet af besøgende varierer dog efter dato, sæson og den rute, du har valgt, så der er aldrig garanti for, at stedet er næsten tomt.

Efter besøget tager du bussen tilbage til Aguas Calientes vhor du kan sove eller tage togen til Ollantaytambo, Den Hellige Dal eller Cusco.

Det er også muligt at besøge Machu Picchu som en dagstur fra Cusco.

Her har du forskellige muligheder. Du kan for eksempel tage en bimodal bus- og togforbindelse fra Cusco eller tage til en togstation som San Pedro eller Poroy, afhængigt af den aktuelle køreplan.

En tur fra Cusco til Machu Picchu og tilbage samme dag bliver dog en lang dag. Du skal regne med flere timers transport hver vej, og derfor anbefaler vi normalt denne løsning til rejsende, som har begrænset tid i Cusco eller Peru.

Hvis du vælger en dagstur fra Cusco, er det vigtigt at vælge toget, så det passer præcist med tidspunktet på din billet til Machu Picchu.

Praktiske tips til dit besøg

Hvad du skal have med: Pak let med en lille rygsæk, hvor du har vand, snacks og regntøj. Store rygsække er ikke tilladt inde på området. Brug komfortable sko med godt greb – for stenstierne kan være glatte. Tag flere lag tøj på, for det er koldt først på dagen, men det bliver hurtigt varmere. Husk solcreme med høj faktor, hat og solbriller. UV-strålerne er stærkere i 2.400 meters højde.

Fysisk forberedelse: Begynd at gå eller vandre regelmæssigt mindst en måned før din tur. Machu Picchu kræver flere timers gang på ujævne stier med mange trin. Hvis du vil bestige Huayna Picchu eller Machu Picchu-bjerget, så træn også ved at gå på trapper. Selv folk i god form bliver hurtigt forpustede i den højde.

Højdeforhold: Brug mindst en dag i Cusco, før du besøger Machu Picchu, så kroppen kan vænne sig til højden. Drik meget vand og undgå alkohol. Kokate hjælper nogle med højdesyge og findes på de fleste hoteller og restauranter i Cusco. Bevæg dig langsomt og hold pauser, når du går op ad bjerget.

Fotoregler: Det er tilladt at tage billeder overalt på Machu Picchu, men selfiestænger og stativer er ikke tilladt. Undgå at klatre på bygninger for at tage billeder. Det bedste lys er tidligt om morgenen og sent på eftermiddagen.

Konklusion

At besøge Machu Picchu kræver planlægning, men det er det hele værd, når du står blandt de historiske ruiner omgivet af høje og smukke bjerge. De vigtigste ting er at købe billetter i god tid, arrangere transport fra Cusco og forberede dig på højden og gåturen.

Køb billetterne 2-3 uger i forvejen i højsæsonen, eller tidligere hvis du vil bestige Huayna Picchu eller Machu Picchu-bjerget. Togbilletter fra Ollantaytambo bliver også hurtigt udsolgt, så book det hele samlet.

Pak let, brug gode sko og tag flere lag tøj med. Brug mindst en dag i Cusco, så du kan vænne dig til højden. Overvej at overnatte en enkelt nat i Aguas Calientes, hvis budgettet tillader det – det gør oplevelsen mere afslappende.

Ruinernes skønhed vil uden tvivl overgå dine forventninger. Når du går gennem Soltemplet og ser det fantastiske stenarbejde, bliver du blæst bagover af inkaernes kunnen. Udsigten over bjergene understreger også, hvorfor stedet har fascineret folk i århundreder.

Begynd at planlægge nu. Check vores Machu Picchu rejser, og overvej hvordan du vil opleve den gamle Inkaruin. Book din rejse i god tid – og glæd dig til en oplevelse, du aldrig nogensinde glemmer.

Din rejse til Perus tabte inkaby venter!

Kontakt os, hvis du vil vide mere om Machu Picchu