PERU REJSER
Sacsayhuaman cusco bytur
Duration: Cusco City Tour (1 dag)
Location: Cusco
Price: Fra 400 kr
Book nu!
  • Oversigt

    Cusco er et rejsemål som ingen andre. Byen er spækket af historie, og både inde i byen og udenfor findes en række spændende seværdigheder, som ruiner fra det store Inkarige, den imponerende katedral og smukke kolonistilskirker. I arkitekturen ses tydeligt kontrasterne mellem Inkakonstruktioner, spaniernes og de mere moderne bygninger, der tilsammen danner et fascinerende patchwork af sten, metal og adobe. Cusco har det hele!

    På vores Cusco City Tour har vi samlet de seværdigheder, man ikke bør gå glip, når man besøger byen:

    • Cusco Katedral med bl.a. maleriet “Den Sidste Nadver”
    • Koricancha – Inkaernes vigtigste tempel
    • Sacsayhuaman – Inkafæstning i bakkerne over Cusco
    • Qenqo-templet
    • Puka Pukara – den “Røde Fæstning”
    • Tambomachay – Inkaens hellige bad
    • Christo Blanco-statuen og panoramaudsigt over Cusco

    Glæd dig til en spændende 3-timers byrundtur i Cusco!

    Byrundturen foregår i en gruppe på maks. 12 personer. Ønsker du en guidet rundtur med privat guide, så skriv til os og få et tilbud.

  • Rejseplan

    Før din Cusco City Tour bliver du hentet på dit hotel af vores private transport og din guide.

    Katedralen i Cusco

    Turen starter i Cuscos katedral på Plaza de Armas, en plads der vurderes at indeholde Perus fineste samling af kolonistilsbygninger.
    I katedralen ser vi blandt andet ”Den Sidste Nadver”, et maleri af Marcos Zapata fra den såkaldte Cusco-skole fra midten af 1700-tallet, hvor indfødte blev uddannet til kunstmalere af spanierne. På maleriet, der er en interessant fortolkning af Da Vincis ”Sidste Nadver”, ses Jesus og hans disciple siddende ved et bord dækket op med stegt marsvin og chicha (majsøl).

    Koricancha – Inkaernes vigtigste tempel

    Næste stop på turen er Koricancha og Santo Domingo-klostret. Koricancha, der i inkaernes storhedstid var dækket af guld, er et imponerende bevis på fusionen mellem inka- og spansk kultur, idet ruinerne af inkaernes nok vigtigste soltempel blev brugt som fundament til Santo Domingo kirke og kloster – og guldet blev røvet. Koricancha er derfor et symbol på den vestlige dominans, der herskede i Peru i mange år.

    Sacsayhuaman – Inkafæstning i bakkerne over Cusco

    Herfra skal vi med bus ud af Cuscos centrum til den meget ikoniske fæstning, Sacsayhuaman. Din guide viser rundt på fæstningsområdet og fortæller om dette fascinerende sted, hvor kæmpestore sten på op til 200 tons er slebet, så de passer sammen ned til mindste detalje. Sacsayhuaman er uden tvivl et af Inka-imperiets største bygningsværker.

    Qenqo-templet

    Herefter går turen videre til det gådefulde Qenqo-tempel, der blev brugt af shamanerne til ofringer. I midten af tempelområdet er en stor 5,5 m. høj klippe, der i et bestemt lys ligner en puma. Qenqo-templet blev derfor anvendt til at tilbede pumaen, der for inkaerne symboliserede magt og styrke. Byen Cusco blev også grundlagt efter formen af en puma.

    Puka Pukara – den “Røde Fæstning”

    Ti minutter fra Qenqo ligger Puka Pukara, der kommer fra quechua og betyder ”den Røde Fæstning”, pga. de lyserøde sten konstruktionen er bygget af. Nogle arkæologer mener, at Puka Pukara blev brugt som militær fæstning; andre at stedet fungerede som jagthytte – det er også muligt, at Puka Pukara blev anvendt til begge dele. Uanset hvad, ligger det smukt og strategisk ved indgangen til den Hellige Dal med en flot udsigt over dalen.

    Tambomachay – Inkaens hellige bad

    Nogle minutters gang fra Puka Pukara fører vores guide os til Tambomachay, der består af to fontæner med konstant rindende vand. Arkæologer mener, at Tambomachay var Inkaens hellige bad, og hvor man foretog ceremonielle bade og renselser.

    Christo Blanco og panoramaudsigt over Cusco

    Som afslutning på byrundturen i Cusco kører vi forbi den store hvide Jesus-statue, Christo Blanco, der med sine udbredte arme beskytter byen. Herfra kan man nyde en flot udsigt over Cusco og over bl.a. Plaza de Armas, katedralen og kvarterene omkring Cuscos historiske centrum.

    Den 3 timer lange City Tour i Cuscos fascinerende historie og kultur er slut. Aflevering på hotellet.

  • Inkluderet i prisen

    • Guidet byrundtur i en gruppe på maks. 16 personer.
    • Entrébilletter til Sacsayhuaman, Qenqo-templet, Puka Pukara og Tambomachay.
    • Engelsktalende guide.

    Ikke inkluderet i prisen

    • Entrébilletter til Cusco katedralen og Korikancha (idet billetter skal købes individuelt af alle besøgende ved ankomst)
    • Vand
    • Snacks
    • Drikkepenge.

    Medbring

    • Vandresko eller solide løbesko
    • Hat/kasket
    • Solcreme
    • Solbriller
    • Vand
    • Snacks
    • Regnjakke (i regnsæsonen dec.-apr.)

    Tur med privat guide

    Ønsker du en privat guidet byrundtur i Cusco, så skriv til os for at få en pris.

  • Afgangsdatoer i 2019

    Afgang dagligt kl. 13:00.

    Garanteret afgang ved minimum 2 personer. Vores grupper består af maksimum 12 personer. Ved flere tilmeldte opretter vi to grupper med hver deres guide.

    Sæson: hele året.

Turkort

Dagstur til Inkaernes Hellige Dal (1 dag)
Cusco City Tour (1 dag)
Cusco Mountain Biking - Moray og Salineras (1 dag)
Huchuy Qosqo Trek (1 dag)
ring nu