Turen til Maras og Moray er perfekt til en 1-dags udflugt fra Cusco. På mountainbike kommer du gennem et smukt landskab gennem Andesbjergene og forbi de spektakulære Moray Inkaruiner og Maras Inkasaltminer, før du slutter turen af i Den Hellige Dal.
Sværhedsgrad: Meget nem.
Vores Cusco Mountainbiking Tur kan sagtens kombineres med andre ture, som f.eks. vandring på Salkantay Trek eller vores anden dagstur til Den Hellige Dal, der inkluderer besøg på et vævecenter og i Pisac og i Ollantaytambo. Bare skriv og vi hjælper med at strikke lige din drømmetur sammen!
Dagen starter med, at du bliver hentet tidligt på dit hotel og så kører vi en times tid ud af Cusco, gennem små typiske Andeslandsbyer og et smukt landskab. Vi ankommer til startpunktet for turen, hvor din guide vil udlevere cykler og udstyr, han vil vise dig, hvordan udstyret bruges og forklare lidt vedrørende sikkerhed.
Herefter er vi klar til at begynde turen. Vi starter med at cykle ned ad bakke i et kvarters tid, indtil vi ankommer til et smukt udkigspunkt, hvorfra du har udsyn over Den Hellige Dal og de snedækkede bjergtinder på La Veronica, Sahuasiray og Chicon-bjergene.
Vi fortsætter videre af en sti, stadig ned ad bakke, cirka 45 minutter gennem Maras by og videre til Moray, et helt unikt sted med runde landbrugsterrasser, der er lavet i nogle store huller i jorden. Man mener, at Inkaerne brugte dette sted som et slags agronomisk forsøgscenter til udvikling af afgrøder som kartofler, majs, quinoa, etc. Det ligger meget scenisk, med udsigt over de omkringliggende bjerge, og efter en lille guidet rundvisning på stedet slår vi os ned og spiser en dejlig picnic og nyder omgivelserne.
Efter frokosten fortsætter vi på mountainbike videre til Maras saltminer, som ligger i terrasser på en bjergskråning og fungerer ved at saltvand fra en naturlig kilde i nærheden løber gennem hundredevis af lave uddybninger, hvor vandet under solens varme fordamper og efterlader saltet, der efterfølgende kan opsamles og udnyttes. Maras saltminer menes at eksistere allerede før Inkaerne og fungerer den dag i dag.
Vi afslutter vores Cusco mountainbiking tour i Den Hellige Dal, hvor vores chauffør venter på os. Vi vender tilbage til Cusco, hvor du bliver afleveret på dit hotel.
Måltider: Frokost
Udstyr: Alt cykeludstyr, herunder en mountainbike med skivebremser og affjedring, cykelhjelm samt knæ- og albuebeskyttere.
Transport: Afhentning og aflevering på dit hotel i Cusco med privat transport, der også i løbet af turen vil fungere som supportbil, hvis nogen skulle blive forhindret i at fortsætte turen på mountainbike.
Guide: Engelsktalenede guide, certificeret i redning og førstehjælp.
Adgangsbilletter: Billetter til Moray-ruiner og Maras saltminer.
Morgenmad
Drikkepenge (5-10 % af turens pris)
Tøj: Tynde lange bukser/shorts, svedtransporterende t-shirt, fleece/tynd vindjakke, sportssko.
Diverse: Solcreme (min. faktor 30), solbriller, hat/kasket og andre ting, su måtte finde nødvendige.
Afgang dagligt hele året, garanteret ved mindst 2 personer.