Inden afrejse anbefaler vi at søge råd hos din læge vedrørende eventuel medicin på rejsen. Bemærk at vi på nogle destinationer (f.eks. på visse vandreruter og ved rafting i regnskoven) kan befinde os i øde områder væk fra lægehjælp, og at vores guider af lovmæssige årsager ikke må udlevere nogen former for medicin, herunder hovedpinepiller, antibiotika, etc. Vi anbefaler derfor at medbringe lidt førstehjælpsudstyr som plaster, antibakterielle vådservietter og håndsprit. Medbring også eventuel daglig medicin, du måtte tage. Læs desuden information om rejsen. Hvis et minimum af konditionsniveau er påkrævet, vil det være fremhævet.
Rejser til Amazonas regnskov, f.eks. til Tambopata-floden, kræver vaccine mod gul feber. Bemærk også, at man skal fremvise gul febercertifikat ved ankomst i lufthavnen i Puerto Maldonado. Det er op til den enkelte, om man vil tage malariamedicin. Vi anbefaler dog at bruge myggespray og at tage malariapiller som forebyggelse. Søg altid vejledning på Statens Serum Instituts hjemmeside www.ssi.dk.
Rejser man i højden, som man gør i Andesbjergene, hvor man flere steder kommer op i de højere luftlag som i 2.500 til 3.500 meters højde, skal man være opmærksom på risikoen for højdesyge. Det varierer i hvor høj eller lav grad den enkelte vil lide af højdesyge. Lidelsen skyldes lavere ilttryk, når man kommer op i over 2.200 meter over havets overflade. Cusco, Puno og Arequipa ligger over 2.500 meters højde. Typiske symptomer er hovedpine, kvalme, lettere svimmelhed og søvnbesvær. Højdesyge har ikke noget med ens kondition at gøre. For at forebygge højdesyge anbefales det at drikke 3-4 liter vand i døgnet. Spis kulhydrater. Udfør lettere fysisk aktivitet, hvilket fremmer iltoptagelsen. Undgå for hurtig opstigning efter 2.200 meters højde og undgå fysisk overanstrengelse. Hold dig ligeledes fra tobak, alkohol samt beroligende medicin og sovepiller, idet disse vil nedsætte vejrtrækningen under søvnen, hvilket kun forværrer symptomerne. Medbring eventuelt medicin mod højdesyge, som kan tages fra dagen før opstigning.
Vi anbefaler at opbevare flybilletter, penge, rejsechecks, pas og andre værdier i en tyverisikret pengekat eller pengebælte. Efterlad værdifulde smykker derhjemme. Vær opmærksom på dine genstande på steder med mange mennesker, i offentlige transportmidler, lufthavne på bus- og togstationer og i centrum af Lima om aftenen.
Rejsende bør holde sig væk fra politiske forsamlinger og demonstrationer, da disse potentielt kan udvikle sig til konfrontationer. Det anbefales at sikre ens bagage med en lås. Brug din sunde fornuft i valg af aktiviteter i din ”fritid” på rejsen. Tag en taxi til og fra restauranter eller ved aftenudflugter. Tag kun taxier, der er bestilt af hotellet, Kondor Rejser eller anden officiel rejsearrangør ved transfers til lufthavne, bus- og togstationer.
Ulovlige narkotiske stoffer tolereres ikke på nogen af Kondor Rejsers ture. Det strider ikke blot mod Perus love at bruge eller bære stoffer, inklusiv marihuana, det bringer også resten af gruppen i fare.
Kondor Rejser forbeholder sig retten til at udvise enhver, der bruger eller besidder stoffer.
I tilfælde af en nødsituation kontakt først jeres lokale guide.
Alternativt, ring på +45 2244 7449 eller send en email til info@kondorrejser.dk.
M | T | O | T | F | S | S |
---|---|---|---|---|---|---|
1 | 2 | 3 | ||||
4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 |
11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 |
18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 |
25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 |
Kondor Rejser ApS
Valbygårdsvej 55, 4. th.
2500 Valby
Telefon: +45 50540204
Email: Kontakt
Telefon åben: Man-Fre Kl. 9.00-14.00
CVR-nr.: 36455853