Gå ned gennem Cuscos gamle og smalle brostensbelagte gader, forbi imponerende kolonitidsbygninger og få dig en oplevelse ud over det sædvanlige på byens centrale marked. I 1983 kom Cusco på UNESCOs liste over Verdenskulturarv, og det er ikke for ingenting. Byen har en masse at byde på og tiltrækker hvert år massevis af turister, der kommer for at besøge den historiske perle, som Cusco er.
Se her vores top 10 over steder du ikke bør gå glip af under dit besøg i den gamle inkaby.
Den altid pulserende Plaza de Armas var på Inkaernes tid, såvel som i dag, byens hjerte. På alle tider af dagen møder du en lige blanding af lokale, der slapper af på pladsens bænke, og turister fra hele verden, der udforsker den hist
oriske plads. Gå på opdagelse under de svalende arkader, der stammer tilbage fra kolonitiden og nyd synet af byens imponerende katedral med dens store trappe foran. På pladsens sydøstlige side ligger den karakteristiske kirke La Compañía de Jesús med sin sirligt udsmykkede facade. I midten af pladsen står et springvand med Inkakongen Pachacuti, der for alvor begyndte Inkarigets store ekspansion. Arkæologer mener også, at det var Pachacuti, der byggede Machu Picchu.
Læg mærke til de to flag, der normalt er hejst på Plaza de Armas: Perus rød-hvide nationalflag samt det regnbuefarvede flag – ikke at forveksle med det internationale gay pride-flag. Det var flaget, som blev brugt under Pachacutis styre, Tahuantinsuyo.
Sørg for at lægge vejen forbi pladsen mindst to gange: om dagen og efter solnedgang, hvor pladsen er smukt lyst op.
Cuscos katedral ligger også på Plaza de Armas, der kan bryste sig af Perus fineste samling af kolonitidsbygninger. I katedralen, der er fra 1664, kan man ligeledes se en stor samling kolonitidskunst. Man finder mange værker af malere fra den såkaldte Cusco-skole (escuela cusqueña) fra midten af 1700-tallet. Cusco-skolen refererer til en gruppe malere, der blev uddannet til kunstmalere af spanierne, og som, i stil med samtidens spanske malerkunst, malede religiøse motiver – dog med deres eget præg af farver og ikonografi fra traditionel kunst fra Andesbjergene. Et eksempel er maleriet ”Den Sidste Nadver” af Marcos Zapata, der er en interessant fortolkning af Da Vincis ”Sidste Nadver”. På billedet ser vi Jesus og hans disciple siddende ved det kendte lange bord – i denne fortolkning dog dækket op med stegt marsvin og chicha (lokalt majsøl), typisk for Andesområdet.
Udover et hovedalter af sølv og en række kapeller, byder katedralen også på det ældst bevarede maleri fra Cusco, der portrætterer byen under det store jordskælv i 1650.
Katedralen blev optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv i 1983.
Åbningstider (for turister): dagligt kl. 10.00-17.45.
Troende har adgang dagligt fra kl. 6.00.
Få en guidet rundvisning i Cuscos katedral – book en guidet byrundtur i Cusco.
Kun et stenkast fra la Plaza de Armas ligger Cuscos måske nok mest charmerende og stemningsfulde kvarter, San Blas. Mange af kvarterets smalle gader er gågader, fyldt med små lokale forretninger, hvor der sælges forskelligt kunsthåndværk, der er kunstatelierer, barer, restauranter og hostels. Fordi San Blas ligger op ad en bakke, er det også herfra man kan nyde nogle af de bedste udsigter over byen. Gå ikke glip det lille Templo de San Blas, der efter sigende skulle være Cuscos ældste sognekirke. Trods kirkens simple opførelse i adobe (ubrændte soltørrede mursten) finder man her en usædvanlig smuk prædikestol i cedertræ med sirligt udførte udsmykninger i sen spansk barokstil. Nogle er endda gået så langt som til at erklære, at prædikestolen er det fineste eksemplar af træskærearbejde i verden pga. dens fine udfærdigelse fra én træstamme. Ovenpå prædikestolen står et kranium, der ifølge legenden skulle tilhøre tømrerens – som en belønning og anerkendelse af hans fine arbejde.
Kun to blokke fra Plaza de Armas, i en lille gågade kaldet Hatunrumiyoc, finder man den største tilbageværende inkamur i Cusco. På resterne over muren byggede spanierne ærkebiskoppens palads, der i dag huser et museum for kolonitidskunst (Museo Palacio Arzobispal) med en stor samling malerier af Cusco-skolen.
Når du går ned ad gaden, læg da mærke til at muren hælder lidt indad – modsat kolonitidsmuren på modsatte side af gaden, der står lodret. Denne hældende vinkel er et typisk karaktertræk for inkaernes byggestil, idet dette styrkede konstruktionen og gjorde den mere modstandsdygtig overfor jordskælv.
Cirka halvvejs nede af gaden, der hvor der sandsynligvis allerede står en gruppe turister med kameraer og selfie-sticks, finder man den 12-kantede sten. Stenen er et pragteksempel på inkaernes utrolige præcision, og den har som navnet indikerer tolv kanter, der passer perfekt sammen med de omkringliggende sten, helt uden brug af mørtel. Murerarbejdet er så perfekt udført at ikke engang et stykke papir kan presses ind mellem de omhyggeligt tilpassede sten. Denne byggestil brugte inkaerne kun ved de helligste bygninger, som f.eks. deres templer.
For at få de bedste billeder af den 12-kantede sten, læg da vejen forbi sidst på formiddagen, hvor der er chance for direkte sollys.
Beliggenhed: Hatunrumiyoc gaden.
Åbningstider: alle dage 24 timer i døgnet (åbent for offentligheden).
Gå heller ikke glip af Cuscos store marked, hvor man let kan fordrive en hel eftermiddag. Der er nemlig masser at se! Gå f.eks. på opdagelse i madafdelingen, hvor lokale sælger alt fra grisehoveder til suppe, frøjuice (der menes at fremme potensen), stegt pattegris, friskpresset frugtjuice for bare at nævne nogle få ting. På markedet finder man også andre ting som traditionelle klædedragter, røgelse og ”drageblod” (egentlig saft fra et træ fra Amazonasjunglen, der bruges som lægemiddel mod ledsmerter og gigt).
Mercado Central de San Pedro tiltrækker altid masser af folk, lokale såvel som turister, og det er altid en oplevelse at gå på opdagelse her! Husk at holde øje med din taske og med eventuelle værdigenstande som med alle andre steder, hvor folk går tæt op og ned ad hinanden.
Åbningstider: dagligt kl. 6.30-18.30.
Adresse: Plazoleta San Pedro.
En af de centrale bygninger i hele Inkariget, Korikancha (Qoriqancha, Curicancha), ligger i hjertet af Cusco. Korikancha var inkaernes soltempel, opført af Pachacuti. Det var den inkakonge, der med sine massive erobringer lagde grundlaget for imperiets storhedstid. Det var under hans søn og efterfølger Tupac Inca Yupanquis regeringstid, at inkariget nåede sit højdepunkt med et areal, der går fra nutidens Colombia til Santiago i Chile.
Pachacuti påtog sig også en gennemgående omstrukturering af Cusco, så byen fik form af en puma – med Korikancha, soltemplet, beliggende i pumaens hale, der blev anset for det helligste sted i Inkaernes mytologi. I dag har byen dog bredt sig så meget, at den oprindelige form er udvisket. Korikancha lå desuden hvor fire hovedveje mødtes, en central placering, der forbandt det store imperiums fire regioner. Det menes at være blevet opført omkring år 1200 og er bygget i typisk inkastil, der bl.a. er kendt for sin modstandsdygtighed overfor jordskælv.
Templet, der husede mere end 4.000 præster, består af fire hovedkamre, der er dedikeret til hver sin gud: måneguden, stjerne-, torden- og regnguden. En stor guldbelagt plade skulle have været placeret på en sådan måde, at den oplyste resten af templet, og ved sommersolhverv oplyste den et helligt sted i templet, hvor kun kongen måtte sidde.
Faktisk skulle størstedelen af templet have været dækket af guld – guld som spanierne senere røvede og sendte tilbage til deres konge i Spanien.
De spanske erobrere rev også templet ned og byggede en katedral på stedet – dog beholdte man det oprindelige fundament.
Takket være den beslutning skulle det sidenhen vise sig at, det blev inkaerne der leede sidst. Nogle århundreder senere blev spaniernes katedral nemlig fuldstændig ødelagt af et jordskælv – mens det af inkaerne byggede fundament overlevede jordskælvet og stadig står intakt den dag i dag, åbent for offentligheden.
Beliggenhed: Plazoleta Santo Domingo.
Åbningstider: Man-lør kl. 8.30-17.30 og søn 14.00-17.00.
Oplev det bedste fra Cusco – Book en guidet byrundtur nu!
Denne inkafæstning, der også er på UNESCOs liste over Verdenskulturarv, ligger i bakkerne lige nord for Cusco by og er uden tvivl et af Inka-imperiets største bygningsværker (Sacsayhuaman blev dog formentlig grundlagt af Killke-kulturen, og herefter videreudbygget af Inkaerne). Fæstningen består af enorme sten på, hvoraf nogle vejer helt op til 2 tons og måler 6 meter. Sacsayhuaman har ved adskillige lejligheder spillet en central rolle i forsvaret af Cusco, bl.a. i 1536, hvor Manco Inka belejrede byen.
Moray er navnet for, hvad der formentlig var et agronomisk center bygget af inkaerne. I tre store, naturlige huller byggede inkaerne cirkelformede landbrugsterrasser, der genskaber ikke mindre end tolv forskellige mikroklimaer og tyve forskellige miljøzoner. Ved at plante en given afgrøde på forskellige niveauer af terrasserne, var det muligt for inkaerne at fastslå under hvilke forhold og i hvilket område af deres store rige det bedst kunne betale sig af dyrke deres afgrøder – og på den måde kunne de få det størst mulige udbytte af deres afgrøder. De var ikke tabt helt bag en vogn, de inkaer!
Besøg Moray som en del af en dagstur til Den Hellige Dal!
Når du lægger vejen forbi Peru, må du heller ikke gå glip af de store madoplevelser landet tilbyder. Især nu hvor Peru for 5. år i træk har vundet World Travel Awards’ pris som Sydamerikas bedste kulinariske destination (læs mere her).
Verdenskendte Gaston Acurio er Perus wonder-kok og grundlægger af den afslappede Restaurant Chicha, der ligger i gå-afstand fra Cuscos Plaza de Armas på Plaza de Rogocijos med sine smukke buegange.
På menuen finder du retter, der er baseret på traditionelle lokale retter – dog med et tvist, som Gaston Acurio er så kendt for. Råvarerne er produceret af lokale bønder. Prøv for eksempel causa – en bund af kartoffelmos med ørred, avocado, vagtelæg og rød chili, alpaka carpaccio, rocoto relleno – fyldt peberfrugt med oksekød, majspolenta og huacatay – lokal mynte, og, naturligvis, marsvin. For de mindre gastronomisk eventyrlystne, serveres der også pizza og pastaretter lavet med typiske lokale ingredienser.
Restauranten er åben dagligt kl. 12.00-22.30.
Adresse: Plaza de Regocijo 261, 2. sal, Cusco.
Se menu og bestil bord på Restaurant Chica.
Peru er en af verdens største producenter af kakao, så hvorfor ikke også prøve at lave din egen chokolade? På Choco Museo har du mulighed for at deltage i forskellige workshops. Det er lærerigt og sjovt for børn såvel som for voksne. Sæt to timer af og lær mere om kakaobønnens historie og oprindelse, og lav din egen chokolade. Workshops foregår på engelsk eller spansk.
Choco Museo tilbyder også en gratis rundvisning på det lille museum. Man kan også nøjes med at besøge museets cafe.
Adresse: Calle Garcilaso 210, 2. sal.
Åbningstider museum: Man-søn kl. 9.00-17.00.
Åbningstider cafe: Man-søn kl. 8.00-20.00.
Book din workshopplads her.
Dette var blot nogle få forslag til, hvad du kan lave i Cusco! Byen har nemlig så meget mere at byde på. Har du fået lyst til at lægge vejen forbi den historiske perle og moderne storby som Cusco er, så klik på linksene i artiklen og se, hvilke programmer Kondor Rejser tilbyder i og omkring Cusco, inkaernes mægtige hovedstad!
Book Cusco City Tour